Transkønnet vejen er ikke kommet nærmere. Jeg bøvler med blodprøver og opkald og aftaler. Det tager så lang tid og det følelses som om alle mine venner løber forbi mig, lige i mål og jeg er stadig kun ved starten, helt svedig og for pustet. Jeg mærker at hjertet slår og at jeg hiver efter vejret, jeg ved at hvis jeg stopper med at løbe nu, bliver kroppen kold og så bliver det svært at komme igang igen. Så jeg skal bare blive ved. Uanset hvor stort bjerget ser ud. Jeg ved at der altid vil være nogen bag mig, som skubber mig op. Folk som løber ved siden af mig og presser mig videre.
Jeg har forsøgt at ringe til Kampmann for at få en tid, men alting blev forvirrene og det lykkes ikke rigtig for mig. Jeg tog det som et nederlag, selvom Oliver roste mig.
Miku har valgt at flytte ud. Et sted ved jeg jo godt at det er for det bedste. Vi er som ild og vand og vi laver vores egen orkan. Men et sted vil jeg ikke give op. Jeg vil ikke tabe slaget uden vi har forsøgt. Men hun er stædig og der er intet jeg kan gøre. Igen et nederlag? Bebredelsen sniger sig ind på mig og skuffelsen viser sine tydelige ar.
Det danske tamrotter forum har valgt at banne mig i 14 dage, fordi jeg ikke overholdte en misforstået aftale. Jeg er knust og sønderrevet, fordi jeg holder af mine rotter og virkelig føler at jeg kan hjælpe folk derinde. Men når man gør noget forkert skal man jo straffes, det er kun retfærdigt. Men føler mig som en hund med mundkurv på. Føler mig uønsket og uvelkommen, anderleds og helt forkert. Jeg er transkønnet. Det fylder 80% af mit liv. Men jeg må ikke nævne det derinde. Jeg har det som om jeg skal spille noget jeg ikke er derinde. Det gør ondt. Men det er deres regler og jeg må bare bøje mig.
Jeg har lavet en masse film/små blogge hvor jeg forklare hvad der er sket de sidste par dage, og jeg bruger meget af min tid på det. Der ved overser jeg lidt min hjemmeside, hvilket jeg er ked af.
Lige nu glæder jeg mig mest bare til min bedste ven kommer i uge 8. (11-17 Feb) Hvor vi bare skal hygge. <3