Så.. jeg er rigtig glad for min nye skole.. Jeg er glad for menneskerne.. Jeg er glad for at være der.. Jeg kommer måske lidt forsent i ny og næ, men hvad pokker??
Leif er min side makker, som jeg svinger godt med. Sandra er min snakke ven i klassen. Michelle arbejder jeg sammen med. Jeg er glad for dem alle.
Jeg frygter dog at de kender min hemmelighed.. Jeg har snakket med Sandra omkring det, og hun har sagt at hun acceptere mig.. Dog kluder hun i det engang imellem.. Men det er okay.. Jeg kigger bare rundt og griner af hende, forsøger at holde masken..
De andre virker ikke fordoms fulde, men jeg frygter alligevel..
Idag faldt emnet på om jeg havde en kæreste. Ok, anden gang på 1 uge hvor det spørgsmål bliver stillet. En af pigerne ved at spørge mig om noget, heldigvis afbrød en af de andre hende. Og jeg greb bare hurtig min mobil og skrev til mine venner. 'Hvad skal jeg gøre?' 'Hvad skal jeg sige?' 'Hjælp mig!'
Jeg tror sgu godt at de kan se hvad jeg er, men at de bare spiller søde og acceptere det jeg vil have uden at stille spørgsmål.. Og det er jeg virkelig taknemmelig for..
Men det virker svære og svære for hverdag der går.
Da timen var overstået kludede Michelle også i den, men hun rettede sig selv og ingen lod til at reagere, jeg bakkede dog væk og vendte mig imod Sandra, og så skyndte jeg mig hjem, hvor jeg er i sikkerhed.
OG! Derfor har jeg skrevet til min veninde Emma's ven Oliver, og spurgt om han ikke kan hjælpe mig. Jeg vil så gerne accepteret som det jeg selv føler mig som.
De andre skoler hvor jeg har gået, har vi snakket om emnet med det samme. Jeg har fået lov til at tale ud og forklare hvem jeg er og hvad jeg gerne vil være og kaldes. Men i år startede alle ud med at lukke øjnene og se mig som det jeg gerne vil ses som uden at spørge mig. Det har virkelig været dejligt og fået mig til at smile meget.
Men jeg frygter at lige så snart en åbner øjnene, vil de alle åbne øjnene og stoppe med at se mig som jeg gerne vil ses.
Leif er min side makker, som jeg svinger godt med. Sandra er min snakke ven i klassen. Michelle arbejder jeg sammen med. Jeg er glad for dem alle.
Jeg frygter dog at de kender min hemmelighed.. Jeg har snakket med Sandra omkring det, og hun har sagt at hun acceptere mig.. Dog kluder hun i det engang imellem.. Men det er okay.. Jeg kigger bare rundt og griner af hende, forsøger at holde masken..
De andre virker ikke fordoms fulde, men jeg frygter alligevel..
Idag faldt emnet på om jeg havde en kæreste. Ok, anden gang på 1 uge hvor det spørgsmål bliver stillet. En af pigerne ved at spørge mig om noget, heldigvis afbrød en af de andre hende. Og jeg greb bare hurtig min mobil og skrev til mine venner. 'Hvad skal jeg gøre?' 'Hvad skal jeg sige?' 'Hjælp mig!'
Jeg tror sgu godt at de kan se hvad jeg er, men at de bare spiller søde og acceptere det jeg vil have uden at stille spørgsmål.. Og det er jeg virkelig taknemmelig for..
Men det virker svære og svære for hverdag der går.
Da timen var overstået kludede Michelle også i den, men hun rettede sig selv og ingen lod til at reagere, jeg bakkede dog væk og vendte mig imod Sandra, og så skyndte jeg mig hjem, hvor jeg er i sikkerhed.
OG! Derfor har jeg skrevet til min veninde Emma's ven Oliver, og spurgt om han ikke kan hjælpe mig. Jeg vil så gerne accepteret som det jeg selv føler mig som.
De andre skoler hvor jeg har gået, har vi snakket om emnet med det samme. Jeg har fået lov til at tale ud og forklare hvem jeg er og hvad jeg gerne vil være og kaldes. Men i år startede alle ud med at lukke øjnene og se mig som det jeg gerne vil ses som uden at spørge mig. Det har virkelig været dejligt og fået mig til at smile meget.
Men jeg frygter at lige så snart en åbner øjnene, vil de alle åbne øjnene og stoppe med at se mig som jeg gerne vil ses.