Dagen havde startet dårligt. Jeg havde næsten ikke fået lukket et øje hele natten fordi min roomie havde holdt mig vågen, selvfølgelig var det ikke hendes mening.
Jeg vågnede op, træt i kroppen og opgivende. Jeg ville helst blive hjemme, gemme mig under dynen og ignorer verden. Men jeg havde glædet mig til at møde de andre i klassen og fortælle dem om dagen igår. Så jeg kom i tøjet, og mødte op.
Det var Onsdag, og jeg viste derfor at timerne ville være hurtigt overstået. Engelsk havde været et nemt fag, de sidste par skoler, så jeg frygtede intet. Men noget nyt var sket på denne skole. Denne lærer jeg havde i Engelsk ville have at vi skal tallene på Engelsk. Det lyder ikke som et stort problem. Men når du hele dit liv aldrig har kunne talene og bare har ignoreret problemet, bliver det pludselig et stort nederlag.
Den første del af timen starter altid ud med at vi skal skrive tallene ned. Jeg finder min telefon frem og lader som om det hele raver mig et stykke. Men jeg ved jo godt at det bare er en face. Jeg er vred og skuffet over mig selv. Mit navn bliver råbt op og jeg forsøger at lyde så ligeglad som muligt. 'Pas.' Råber jeg. Jeg hører ham sige et nyt navn og ånder lettet op. Min hemmelighed er endnu engang sikret.
Men pludselig får vi udleveret et ark hvor der er tegninger af ure. Jeg bliver igen flov og får lov til at kigge efter en af de andre. Der bliver grinet af mig og jeg føler igen at jeg er sikret. Når de griner af mig, når jeg fjoller så føler jeg mig sikker og elsket. Jeg får selv grinet af mig selv.
Vi bliver igen råbt op og jeg opdager at jeg ikke fik skrevet alle ned. Mit navn bliver råbt op og jeg kender ikke svaret. 'Jeg har ikke lavet den.' Får jeg råbt op og sænker hovedet. Jeg ber til at han giver op og lader mig være. Men istedet beder han mig vende mig rundt og se på tavlen. Jeg får vendt mig rundt og set irriteret på ham. Han peger på noget tekst som jeg vælger at overse. Han beder mig på ny fortælle hvad klokken er. 'Jeg ved det ikke.' Svare jeg. Nederlag på nederlag. En råber at jeg skal kigge ned i papiret, jeg mærker vreden boble og får råbt at hun skal blande sig uden om. Olivia der sidder ved siden af mig, hvisker svaret til mig flere gange, men vreden bloker hendes hjælp. Læren presser mere på og peger rundt på tavlen. Jeg mærker klumpen side i halsen. Jeg sætter mine negle i min hud, for ikke at græde. 'Jeg ved det ikke.' Svare jeg igen. Det er ikke nok. Jeg hører en anden i klasse komme med kommentere og håndlige grin. 'Jeg kan ikke.' Får jeg sagt og mærker at mine øjne bliver våde. 'Sandra, luk.' Hører jeg Michelle råbe. Jeg ser overrasket på hende, men mærker at jeg smiler lettet. Det er ikke alle der synes jeg er en kæmpe taber. 'Vil du være her? Jeg synes du kommer med en negativ holdning lige fra morgen stund af.' Hører jeg læren sige. 'Jeg vil gerne være her. Men jeg ved ikke hvad svaret er.' Bliver jeg ved. 'Hvad hedder 7 på engelsk?' Spørger han og ser på mig. Jeg ser rundt, mærker skuffelsen og vreden. 'Jeg ved det ikke.' Får jeg råbt og mærker min stemme ryste. 'Ved du ikke hvad 7 hedder!?' Råber han og lyder som om jeg er dybt latterlig. Jeg vender mig rundt. Tager min mobil og min cult og styrter ud af klassen. Jeg får smækket døren bag mig. Jeg går ned af gangen og hører min egen stemme klynke. Jeg sætter i løb. Men hvor skal jeg løbe hen? Alt inden i mig, skriger at jeg skal ringe efter min far. Han forstår mig, når det kommer til min talblindhed. Men jeg vil ikke hører hans skuffelse. At der er endnu en ting jeg ikke kan finde ud af. Et hjælpløs barn. Det er hvad jeg er.
Jeg stopper foran min vejleders dør. Slår ryggen imod vægen og får sat mig på gulvet hvor jeg bryder ud i gråd. En rengørings dame, som jeg først ikke havde set smider hvad hun har i hænderne og spørger hvad der er galt. 'Jeg skal tale med Torben.' Hører jeg min stemme svare. Hun åbner døren til hans kontor og siger at han ikke er der. Så drejer hun rundt og forsvinder. Jeg ser op og får øje på Michelle og Anja der kom hen imod mig. De sætter sig på hver min side og trøster mig. Med ét hader jeg min stemme. Mit klynk. Min gråd. Alt sammen er så piget og alting falder bare sammen. 'Skal vi fortælle ham at du er talblind?' Spørger Anja. Jeg får nikket ja. Pludselig dukker rengørings damen op igen, med kontor damen. 'Hvad er der galt?' Spørger hun og lyder som en såret fugle mor. 'Jeg skal tale med Torben.' Får jeg igen frem stammet. Hun vinker mig med hende. Inde på hendes kontor forsøger jeg at få fatningen og stoppe med at græde. Hun ringer til Torben og fortæller mig at han er på vej.
Jeg går tilbage til døren og sætter mig. Så tager jeg min hætte på og ignorer de nysgerrige blikke. Min engelsk lærer står pludselig foran mig og jeg bryder sammen igen. Han spørger mig flere gange om jeg ikke lige vil komme med. Jeg frygter at han igen vil skælde mig ud. Så først nægter jeg.
Jeg opfører mig som en på 10. En forkælet unge, der lige er blevet sparket ud af reden. Jeg føler mig sårbar og hjælpeløs. Så jeg giver mig og går med ham. Vi sætter os og han forklar at han ikke viste det. Han beklager dybt, og jeg forsøger at stoppe med at græde. Jeg viste jo godt at det ikke var hans skyld. Jeg har ignoreret det i 21 år. Han forslår at jeg ikke skal nævne tal mere og at jeg gerne må tale med Torben, hvis jeg ønsker det. Så går han.
Jeg venter lidt. Så går jeg hen til Torben der står og snakker med min lærer.
Jeg kommer ind på Torbens kontor og følger mig skuffet og i vejen. Han havde sikkert en masse vigtige samtaler, og så kommer jeg med mit åndssvage problem? Men han spørger ind til det og forsøger virkelig at finde en løsning. Jeg for forklaret at jeg ikke er vred på min lærer. Jeg er godt klar over at det er min egen skyld. Hvor efter det ryger ud af mig at jeg ikke kan talene på Dansk. Min vejleder bliver overrasket og siger med et smil. 'Du har lært at skjule det godt. For jeg har ikke lagt mærke til det i matematik.'
Vi får aftalt at imorgen ser vi på hvor alvorligt mit "problem" er.
Bagefter gik jeg tilbage til undervisningen. Der var en akavet stilhed og folk viste ikke helt hvordan de skulle reagere på mine røde øjne. Jeg viste godt at de kunne se det. At de havde set mig styrte ud. At læren havde stoppet undervisningen for at finde mig og tale med mig. Det viste jeg godt. Men jeg havde fundet en løsning.
Jeg fik undskyldt til hende jeg fik råbt af. Og forklarede hende hvad der skete for mig. Hun tog det pænt.
Da timerne var slut hang jeg lidt på Michelle, Olivia og Anja.
Jeg havde brug for at tale om det der var sket. De roste mig for at jeg var kommet tilbage til undervisningen. Det føltes som om jeg var blevet mere moden.
Nu sidder jeg på skolen og skriver det her ned. Min lærer gik lige forbi mig og vi hilste på hinanden. Jeg ved ikke hvorfor. Men pludselig kan jeg meget bedre lide ham.
Jeg vågnede op, træt i kroppen og opgivende. Jeg ville helst blive hjemme, gemme mig under dynen og ignorer verden. Men jeg havde glædet mig til at møde de andre i klassen og fortælle dem om dagen igår. Så jeg kom i tøjet, og mødte op.
Det var Onsdag, og jeg viste derfor at timerne ville være hurtigt overstået. Engelsk havde været et nemt fag, de sidste par skoler, så jeg frygtede intet. Men noget nyt var sket på denne skole. Denne lærer jeg havde i Engelsk ville have at vi skal tallene på Engelsk. Det lyder ikke som et stort problem. Men når du hele dit liv aldrig har kunne talene og bare har ignoreret problemet, bliver det pludselig et stort nederlag.
Den første del af timen starter altid ud med at vi skal skrive tallene ned. Jeg finder min telefon frem og lader som om det hele raver mig et stykke. Men jeg ved jo godt at det bare er en face. Jeg er vred og skuffet over mig selv. Mit navn bliver råbt op og jeg forsøger at lyde så ligeglad som muligt. 'Pas.' Råber jeg. Jeg hører ham sige et nyt navn og ånder lettet op. Min hemmelighed er endnu engang sikret.
Men pludselig får vi udleveret et ark hvor der er tegninger af ure. Jeg bliver igen flov og får lov til at kigge efter en af de andre. Der bliver grinet af mig og jeg føler igen at jeg er sikret. Når de griner af mig, når jeg fjoller så føler jeg mig sikker og elsket. Jeg får selv grinet af mig selv.
Vi bliver igen råbt op og jeg opdager at jeg ikke fik skrevet alle ned. Mit navn bliver råbt op og jeg kender ikke svaret. 'Jeg har ikke lavet den.' Får jeg råbt op og sænker hovedet. Jeg ber til at han giver op og lader mig være. Men istedet beder han mig vende mig rundt og se på tavlen. Jeg får vendt mig rundt og set irriteret på ham. Han peger på noget tekst som jeg vælger at overse. Han beder mig på ny fortælle hvad klokken er. 'Jeg ved det ikke.' Svare jeg. Nederlag på nederlag. En råber at jeg skal kigge ned i papiret, jeg mærker vreden boble og får råbt at hun skal blande sig uden om. Olivia der sidder ved siden af mig, hvisker svaret til mig flere gange, men vreden bloker hendes hjælp. Læren presser mere på og peger rundt på tavlen. Jeg mærker klumpen side i halsen. Jeg sætter mine negle i min hud, for ikke at græde. 'Jeg ved det ikke.' Svare jeg igen. Det er ikke nok. Jeg hører en anden i klasse komme med kommentere og håndlige grin. 'Jeg kan ikke.' Får jeg sagt og mærker at mine øjne bliver våde. 'Sandra, luk.' Hører jeg Michelle råbe. Jeg ser overrasket på hende, men mærker at jeg smiler lettet. Det er ikke alle der synes jeg er en kæmpe taber. 'Vil du være her? Jeg synes du kommer med en negativ holdning lige fra morgen stund af.' Hører jeg læren sige. 'Jeg vil gerne være her. Men jeg ved ikke hvad svaret er.' Bliver jeg ved. 'Hvad hedder 7 på engelsk?' Spørger han og ser på mig. Jeg ser rundt, mærker skuffelsen og vreden. 'Jeg ved det ikke.' Får jeg råbt og mærker min stemme ryste. 'Ved du ikke hvad 7 hedder!?' Råber han og lyder som om jeg er dybt latterlig. Jeg vender mig rundt. Tager min mobil og min cult og styrter ud af klassen. Jeg får smækket døren bag mig. Jeg går ned af gangen og hører min egen stemme klynke. Jeg sætter i løb. Men hvor skal jeg løbe hen? Alt inden i mig, skriger at jeg skal ringe efter min far. Han forstår mig, når det kommer til min talblindhed. Men jeg vil ikke hører hans skuffelse. At der er endnu en ting jeg ikke kan finde ud af. Et hjælpløs barn. Det er hvad jeg er.
Jeg stopper foran min vejleders dør. Slår ryggen imod vægen og får sat mig på gulvet hvor jeg bryder ud i gråd. En rengørings dame, som jeg først ikke havde set smider hvad hun har i hænderne og spørger hvad der er galt. 'Jeg skal tale med Torben.' Hører jeg min stemme svare. Hun åbner døren til hans kontor og siger at han ikke er der. Så drejer hun rundt og forsvinder. Jeg ser op og får øje på Michelle og Anja der kom hen imod mig. De sætter sig på hver min side og trøster mig. Med ét hader jeg min stemme. Mit klynk. Min gråd. Alt sammen er så piget og alting falder bare sammen. 'Skal vi fortælle ham at du er talblind?' Spørger Anja. Jeg får nikket ja. Pludselig dukker rengørings damen op igen, med kontor damen. 'Hvad er der galt?' Spørger hun og lyder som en såret fugle mor. 'Jeg skal tale med Torben.' Får jeg igen frem stammet. Hun vinker mig med hende. Inde på hendes kontor forsøger jeg at få fatningen og stoppe med at græde. Hun ringer til Torben og fortæller mig at han er på vej.
Jeg går tilbage til døren og sætter mig. Så tager jeg min hætte på og ignorer de nysgerrige blikke. Min engelsk lærer står pludselig foran mig og jeg bryder sammen igen. Han spørger mig flere gange om jeg ikke lige vil komme med. Jeg frygter at han igen vil skælde mig ud. Så først nægter jeg.
Jeg opfører mig som en på 10. En forkælet unge, der lige er blevet sparket ud af reden. Jeg føler mig sårbar og hjælpeløs. Så jeg giver mig og går med ham. Vi sætter os og han forklar at han ikke viste det. Han beklager dybt, og jeg forsøger at stoppe med at græde. Jeg viste jo godt at det ikke var hans skyld. Jeg har ignoreret det i 21 år. Han forslår at jeg ikke skal nævne tal mere og at jeg gerne må tale med Torben, hvis jeg ønsker det. Så går han.
Jeg venter lidt. Så går jeg hen til Torben der står og snakker med min lærer.
Jeg kommer ind på Torbens kontor og følger mig skuffet og i vejen. Han havde sikkert en masse vigtige samtaler, og så kommer jeg med mit åndssvage problem? Men han spørger ind til det og forsøger virkelig at finde en løsning. Jeg for forklaret at jeg ikke er vred på min lærer. Jeg er godt klar over at det er min egen skyld. Hvor efter det ryger ud af mig at jeg ikke kan talene på Dansk. Min vejleder bliver overrasket og siger med et smil. 'Du har lært at skjule det godt. For jeg har ikke lagt mærke til det i matematik.'
Vi får aftalt at imorgen ser vi på hvor alvorligt mit "problem" er.
Bagefter gik jeg tilbage til undervisningen. Der var en akavet stilhed og folk viste ikke helt hvordan de skulle reagere på mine røde øjne. Jeg viste godt at de kunne se det. At de havde set mig styrte ud. At læren havde stoppet undervisningen for at finde mig og tale med mig. Det viste jeg godt. Men jeg havde fundet en løsning.
Jeg fik undskyldt til hende jeg fik råbt af. Og forklarede hende hvad der skete for mig. Hun tog det pænt.
Da timerne var slut hang jeg lidt på Michelle, Olivia og Anja.
Jeg havde brug for at tale om det der var sket. De roste mig for at jeg var kommet tilbage til undervisningen. Det føltes som om jeg var blevet mere moden.
Nu sidder jeg på skolen og skriver det her ned. Min lærer gik lige forbi mig og vi hilste på hinanden. Jeg ved ikke hvorfor. Men pludselig kan jeg meget bedre lide ham.