Jeg synes det er svært. Jeg er ikke kommet i tvivl. Jeg ved godt hvad jeg vil. Men det er som om det hele går så hurtigt. I 4 år har det føltes så umuligt og langt væk, og nu er det imorgen jeg skal have svar på blodprøverne, så jeg kan få en samtale på klinikken.
Jeg vil rigtig gerne på hormoner. Jeg drømmer om at lyde som en dreng når jeg åbner munden. Jeg ville elske at få skæg og ligne en dreng i ansigtet. Jeg vil gerne føle mig hel. Men jeg frygter. Jeg føler mig som en dreng i skolen, i byen endda der hjemme. Men når jeg er sammen med min familie. Min far. Min farfar. Hvad er jeg så? I mine øjne er jeg en 10 årig der har brug for deres opmærksomhed. Hele tiden. Min farfar er mit et og alt. Hvis jeg kommer på hormer. Vil min far så stadig holde af mig? Vil han stadig forkæle mig? Vil René stadig elske mig og gøre alt for mig? Vil min farfar stadig se mig som sit yngste barnebarn? Vil han stadig holde om mig? Snakke med mig? Bede mig om ting? Tilbyde mig ting? Vil han se på mig med andre øjne? Vil jeg være en fremmed for dem? Vil de lukke mig ude fordi jeg forfølger min drøm? Jeg er bange. Sindssyg bange.
En anden ting er at jeg allerede nu er klar til at rejse til Tyskland. Jeg har ventet i 4 år. Jeg kan ikke vente på at smide min binder ud og aldrig bruge den igen. Ikke flere smerter. Ikke flere penge på binder. Bare fri. Bare mig. Normal. Hvis det stod til mig, så var jeg taget afsted nu. Men jeg har lovet Oliver at tage med ham. Og hvad med mine dyr? Hvem skal passe på dem i en uge, imens jeg er i Tyskland? Hvordan kommer jeg til Tyskland? Hvordan kommer jeg tilbage? Hvem tager sig af mig i måske 6 uger? Jeg ved godt at jeg ikke er alene, jeg har masser af venner. Men det føles som om jeg står alene. Emma har tilbudt at hjælpe, men jeg kan ikke forvente at hun kan holde mig ud i fucking 6 uger. Aiko har skole og kan ikke tåle mine katte. Men jeg bliver bare nødt til at vente til sommerferien. Selvom jeg ikke gider.
Sikke en masse brok? Nu vil jeg stoppe med at brokke mig over det samme gamle shit og skrive lidt med Nicoline.. UwU <3
Jeg vil rigtig gerne på hormoner. Jeg drømmer om at lyde som en dreng når jeg åbner munden. Jeg ville elske at få skæg og ligne en dreng i ansigtet. Jeg vil gerne føle mig hel. Men jeg frygter. Jeg føler mig som en dreng i skolen, i byen endda der hjemme. Men når jeg er sammen med min familie. Min far. Min farfar. Hvad er jeg så? I mine øjne er jeg en 10 årig der har brug for deres opmærksomhed. Hele tiden. Min farfar er mit et og alt. Hvis jeg kommer på hormer. Vil min far så stadig holde af mig? Vil han stadig forkæle mig? Vil René stadig elske mig og gøre alt for mig? Vil min farfar stadig se mig som sit yngste barnebarn? Vil han stadig holde om mig? Snakke med mig? Bede mig om ting? Tilbyde mig ting? Vil han se på mig med andre øjne? Vil jeg være en fremmed for dem? Vil de lukke mig ude fordi jeg forfølger min drøm? Jeg er bange. Sindssyg bange.
En anden ting er at jeg allerede nu er klar til at rejse til Tyskland. Jeg har ventet i 4 år. Jeg kan ikke vente på at smide min binder ud og aldrig bruge den igen. Ikke flere smerter. Ikke flere penge på binder. Bare fri. Bare mig. Normal. Hvis det stod til mig, så var jeg taget afsted nu. Men jeg har lovet Oliver at tage med ham. Og hvad med mine dyr? Hvem skal passe på dem i en uge, imens jeg er i Tyskland? Hvordan kommer jeg til Tyskland? Hvordan kommer jeg tilbage? Hvem tager sig af mig i måske 6 uger? Jeg ved godt at jeg ikke er alene, jeg har masser af venner. Men det føles som om jeg står alene. Emma har tilbudt at hjælpe, men jeg kan ikke forvente at hun kan holde mig ud i fucking 6 uger. Aiko har skole og kan ikke tåle mine katte. Men jeg bliver bare nødt til at vente til sommerferien. Selvom jeg ikke gider.
Sikke en masse brok? Nu vil jeg stoppe med at brokke mig over det samme gamle shit og skrive lidt med Nicoline.. UwU <3