Somme tider når jeg går rundt i byen eller er hos min far eller snakker i telefon med René, så kan jeg sgu godt mærke at det svir i hjertet. Jeg savner en legekammerat. Jeg savner en at gå tur med. Jeg savner en at løbe langt væk med. Jeg savner en at tumle rundt med. Slås. Træne. Sove. Putte. Larme med. Jeg savner en hund.
Men inden jeg flyttede adopterede jeg og Noa en sort kat af Tiko. Castiel. Faktisk adopterede jeg to. Men den anden fik feber og da vi opdagede det og forsøgte at finde et dyrehospital, og ringede rundt til falk og forskellige dyrehospitaler, så var det forsent da vi endelige fik at vide fra Haderslev at de havde åbent og at vi kunne komme med ham. Så jeg måtte nøjes med Castiel. Da jeg endelige fik ham med hjem, var han helt knust de første par uger. Så fik en lille bror til ham. Merlin. Der ligner min savnede kat Mulle.
Jeg elsker begge kat. Ingen tvilv om det. De har en fantastisk personlighed. Og selvom jeg slås med Castiel hverdag og han er helt umulig og fuldstædig slægter Noa på. Som at han hader høje lyde og fremmed mennesker. Og nærkontakt. Og kys. Og kram. Så er han min yndlings.
Jeg savner mest af alt Mailo. Og killingerne vil aldrig kunne tage hans plads i mit hjerte.
Jeg savner også Uke og Awesome. Mine 2 ilder. Og det skær i mit hjerte når nogen bruger "Uke" "Awesome" faktisk så gør det mig ked af det og irriteret. Føler at folk ikke tager hensyn til mine følelser. Så jeg tager automatisk afstand til dem.
Nogle gange om dagen sukker jeg af kattene. Jeg kan ikke have mine vinduer åbner, da de ellers stikker hovedet ud og jeg frygter at de vil falde ud og komme til skade. Selvom jeg godt ved at intet ondt kan ske dem. Det er jo katte. Jeg kan ikke spise i fred uden Castiel ligger sig på mit skød eller sidder ved siden af mig og stikker sin klamme pote i min mad, hvorefter han river det ud og løber brummene væk! Hele lejligheden lugter af kat! Jeg kan ikke gå nogen steder uden at føle mig skidt tilpas! Jeg har intet imod at tømme katte bakken. Jeg har intet imod at fodre dem. Til se deres sår og pels. Jeg ELSKER at sove ved siden af dem og nyde deres varme imod mit ansigt. Eller den ene killing på mine ben.
Just.. Sometimes.. Bliver det bare for meget. Jeg går lidt og fortryder mit valg.
Men igen. Jeg har ikke så meget tid til en hund. Jeg bor alene.
Det er nemmere med kattene.
Men måske om 7 år. Når jeg er færdig med skolen og Viborg. Så kunne jeg flytte til en større lejlighed. Måske med en kæreste. Eller Sammy? Ihvertfald Tiko. Og så kan jeg tænke på at få en hund. Imellem tiden må jeg bare nyde opturene og nedturene med kattene.