Jeg er stadig ikke nervøs. Jeg burde være det. Jeg burde tage mig sammen. Jeg burde gøre mig umage. Jeg burde så meget. Men jeg tager det som det kommer.
Aiko har været så dejlig og lave det til mig. Tusind tak for at rede min røv! :D
Robin U. Wolter |
|
Jeg mødte omkring 14 tiden i dag. Mit tøj er ikke særlig spændene og mit hår sidder underligt. Men jeg har fåret læst alt igennem og jeg er ved at være færdig med 2 sider i power point! Jeg håber at jeg bliver helt færdig idag, men ellers har jeg også lidt tid imorgen. ;) Jeg er stadig ikke nervøs. Jeg burde være det. Jeg burde tage mig sammen. Jeg burde gøre mig umage. Jeg burde så meget. Men jeg tager det som det kommer. Mit vikinge cosplay kom med posten idag. Jeg var virkelig bange for at det ikke ville nå frem. Jeg har tænkt mig at fremlægge i det. En smule fjollet og useriøs? Ja. Men også kreativt. Jeg tager chancen. Aiko har været så dejlig og lave det til mig. Tusind tak for at rede min røv! :D
0 Comments
Klokken 15 mødte jeg i skole. Jeg brugte desværre det meste af tiden på at skrive en ny historie. Fjols. Men jeg fik printet en masse sider ud og designet mit power point. Senere hentede jeg en pizza, drak en cult og filmede dyrene. Jeg hyggede mig. Jeg burde have stress og være nervøs for Fredag. Men helt ærligt. Det er snart jul.. Er det ikke?? Jo, det er.. Jeg står stadig lidt og tøver om jeg skal tage til LGBT denne måned. Hvorfor? Pga det er ved at være jul. Julen kan være hyggelig og den kan noget man glæder sig til. Men hvis den kun minder en om kærlighed så er den ikke spor sjov, vel? Viborg er pyntet op, og det betyder at Århus også er. Det er smukt. Det er det virkeligt. Jeg nyder lysene og jule sangene. Jeg elsker hyggen og at alle er glade. Jeg holder af julen. Jeg bliver oppe hele natten for hemmeligt at se alle jule filmene. De gode og de dårlige. Jeg åbner min julekaldener som min far var så sød at købe til mig. Jeg går med nissehue og triller rundt i sneen. Jeg ligger hovedet tilbage og nyder den smukke klare himmel. Men jeg mærker også tomheden og ensomheden. Jeg mindes ved lysene og sangene. At min mor ikke er her mere. Endnu et år uden hende. Jeg høre blot den ene sang igen og igen. Jeg tøre mine øjne og smiler skuffet. Ingen gaver i verden kan få mig til at glemme dét. Når jeg går i byen ser jeg kæreste par og børn med deres mørdre. Alt falder bare sammen når det er jul. Efter julen kommer nytår. Den har aldrig betydet noget for mig. Men jeg elskede alligevel at tilbringe den hos min farfar & farmor. At sidde oppe til sent om natten, med de to gamle. Skrue ned for fjernsynet og lade dem sove i sofaen og i stolen, imens de ser det samme kedelige program år efter år. Jeg tvinger mig til at høre Dronningen tale, selvom jeg kunne finde på 20 andre ting. Vi spiser intet, udover æbler og appelsin. Vi drikker ikke, udover en lille tår af flasken som de gemmer så godt på. Lyset er svagt og ganske stille rejser de sig op og går hen til vinduet for at se imod hilmen, imens der høres brag og man står bare og ser på dem. De stirre og stirre som om de aldrig har set noget lignene. De blir til små nysgerrige børn. Men smerten ses også, fordi de ikke kan gå uden for da det er for koldt for dem, og de er for trætte. De ved begge to at det måske er deres sidste nytår, men de smiler alligevel. Jeg vil aldrig glemme disse minder. For selvom de gør ondt nu, så vil de blive genfortalt til mine børn og deres børn. Jeg vil fortælle dem om den grå sofa der stod i den lille stue. Med et vidnue ud over det smukkeste hav. Og med den røde stjerne hængene i vinduet, der først blev slukket når alle var gået i seng. Jeg vil fortælle dem, at man ikke behøver at være mange, eller at have alcohold for at fejre noget. Bare man er sammen og laver minder for livet.
Men hvad med i år? Den sidste dag i 2012? Jeg havde lovet at tilbringe den sammen med en meget speciel dreng. Men jeg tror i alt forvirringen og i tiden der er gået, har han glemt det. Det er ok. Jeg kunne tage hjem til min far og fejre den med ham. Jeg kunne tage hjem til Sammy og fejre den med ham. Jeg kunne blive i Lunderskov og fejre den med Taylor. Jeg kunne tage til de 2 fester som jeg er blevet inviteret med til. Jeg kunne og jeg kunne. Men det er ikke det jeg gør. Jeg blir hjemme i Viborg. Jeg vil stå uden for og tage billeder. Så vil jeg gå hjem og trøste mine skræmte dyr og fortælle dem at det snart er overstået. Every step I take, every move I make Idag er det d. 20 november. For de fleste er det blot endnu en dag, for nogen er der en måned og 4 dage til jule aften. Men for mig og min familie er det den dag vi mindes den værste dag i vores liv. Det er den dag, som bliver genspillet for mit indre øje inden jeg ligger mig til at sove om natten. Det er den dag der hjemsøger mig når jeg sover. Det er den dag der får mig til at græde mest. Det er den dag der får mig til at råbe og skrige og mindes alt det sure der er sket for mig og min familie. Det er den dag du blev taget fra os. Der går ikke én dag hvor jeg ikke forbander denne dag. Jeg hader den dag. Jeg hader den mere end noget andet. For jeg savner dig så meget. Jeg har jo stadig brug for dig. Hele mit liv har jeg vogtet over dig, især når du var syg og svag. Jeg har brugt 18 år af mit liv på dig. Jeg håbede at hvis jeg passede godt på dig, så blev du længere. Jeg nægtede når de andre sagde at du ikke havde langt igen. Jeg ville aldrig give op. Jeg bed smerten i mig og sagde at de løj. Hver og en. Jeg blev vred hver gang min far prøvede at forklare mig at du snart ville gå bort. Jeg ville ikke lytte. For jeg havde jo lige set dig. Hørt dig grine. Du skulle nok klare den. Det gjorde du altid. Du har altid været den stærkeste af os. Du har båret så meget på dine skuldre. Gjort så meget for os alle sammen. Forkælet hver og en af os. Dine søskendene. Dine forældre. Dine sviger forældre. Din mand og især dine børn. Mine venner. Endda byens børn hjalp du. Du var der altid for andre. Og aldrig bedte du selv om hjælp. Men hvis du gjorde, så var det aldrig til dine egne egoistike grunde. Men så var det for vores andres skyld. Da far kørte galt i Tyskland, og du gjorde alt for ikke at græde foran mig, der bedte du mig ikke om at blive hjemme. Du tænkte kun på mig. At jeg skulle tilbage på efterskolen og havde det godt. Men jeg valgte at blive hjemme og passe på dig. Når vi fik gæster så forkælede du dem. Selvom det var os andre der havde inviteret dem. Vi skulle alle have det godt. Men hvem forkælede dig? Jeg glemmer aldrig den dag. Den pinder mig endnu. Jeg husker stadig da jeg tog telefonen op og hørte hans stemme. Han lød så rolig da han sagde de ord der stadig hjem søger mig. Jeg smed min telefon og skreg af mine lungers fulde kraft. Han løj. Han løj. Han løj. Men han løj ikke og jeg viste det jo godt. Tiko var den der kom hen til mig og spurgte hvad der var sket. Jeg fik det frem sagt og kom hurtigt til mig selv igen. De hentede mig straks. René & min far. Turen hjem var lang og jeg rystede hele vejen. Det blev kun værre da jeg trådte inden for og alle ville kramme mig og dele deres sorg. Jeg fik dog til sidst listet mig ud og stod i regnen og græd. René kom som den eneste ud til mig og vi gik en tur. Vi stoppede op ved huset. Jeg var nødt til at sige farvel. Men det var så tomt og uhyggeligt. Du var der virkelig ikke. Det var sidste gang jeg så huset. Mit barndoms hjem. Du ville ikke forlade huset uanset hvad. Du kæmpede for det. For vores skyld. Og der døde du. Vi gik hjem igen. Men pludselig begyndte jeg at kaste op. Chokket var for stort og jeg begyndte langsomt at indse hvad der var sket. Hvert år på denne dag, går jeg igennem dén dag. Igen og igen. Minderne vil med tiden blive svage og jeg vil kun mindes nogle få ting. Jeg ved at jeg aldrig vil glemme ordene. Skrigen. Smerterne. Og regnen. Ordene hjem søger mig stadig. Det vil de altid gøre. Det kan jeg ikke forhindre. Skrigene og smerten vil aldrig forsvinde. Det gir mig kvalme bare at tænke på. Regnen var kold og natten var mørk. Kulden havde ingen chance imod min feber. Men regnen var behagelig. Det føltes som om himlen græd over mit tab. Regnen gør mig rolig og glad. Jeg føler mig hjemme når jeg mærker de kolde dråber på min hud, der løber ned af min kinder, der blander sig med mine tåre og blir til ét. Men kære mor. Selvom jeg græder på denne dag, må du ikke være trist. For jeg lover dig at alting nok skal gå. Jeg passer på de andre selvom jeg er langt væk. Jeg ændre mig ikke fordi du er væk. Jeg får dem stadig til at le og grine. Og vi mindes dig alle sammen med kærlighed og griner af de ting du sagde og gjorde. Vi bære dig videre, med vores minder. Jeg vil blive til noget stort. Alle skal huske mig, og når de gør det, vil de sige. 'Tak Birgitte fordi du hjalp ham på vej!' De vil alle sammen takke dig og mindes dig fordi du gjorde mig til den jeg er. Men nu vil jeg slutte af kære mor. Jeg vil tænde et lys, så du kan se at jeg tænker på dig. Godnat, sov godt og drøm sødt. Mange arme omfavner dig. Men mest mine. Yeah, I, I know it's hard to remember
The people we used to be It's even harder to picture That you're not here next to me You say it's too late to make it But is it too late to try? And in our time that you wasted All of our bridges burned down Det er forbi. Det er slut. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Jeg tager mine ting og går min vej. Men alligevel stopper jeg op, jeg ser mig over skuldren. Jeg står imellem jer. Foran mig står en vidunderlige pige, en smuk pige der altid får mig til at le. Hun er så dejlig. Hun får det bedste frem i mig. Vi skændes aldrig. Jeg kan styre mig sammen med hende, jeg er ikke hyperaktiv, jeg gemmer mig ikke, jeg vælger selv hvad jeg vil sige og gøre. Men bag mig står en dreng. Ikke bare en hvilke som helst dreng. Men verdens smukkeste dreng. En dreng med et smil der får alle til at smelte. En dreng der har øjne smukkere end himlen. Hans hænder passer sammen med mine. Hans stemme og smerte er som min. Vi er så ens, men alligevel er vi så forskellige. Jeg ved hvad jeg vil. Det ved jeg altid. Jeg forsøger at tage et skridt, men blir blot slyngret frem af. Uanset hvor hårdt jeg forsøger. Hvis jeg tager et skridt imod hende, så bakker hun væk fra mig. Jeg er fortabt. Det eneste vi har tilbage er en fortid. En knust fremtid og ingen nutid. Du brød dit løfte - så nu brød jeg mit. Så.... Jeg har brugt de fleste af mine penge i denne måned, fordi.. Well.. Dyrelæge besøg.. Pff.. Ihvertfald.. Jeg har knap 200,- tilbage til resten af måneden.. Hvilke smart hva? Læs videre det blir kun værre. Det er snart jul og jeg står med omkring 800,- til julegaver.. Hvert år køber jeg altid noget lort til min familie fordi jeg bruger pengene på mine venner eller på mig selv. I år vil jeg forsøge at bruge de penge jeg har på min familie, så de kan få nogle fede gaver, men hvad kan man købe for 800,- til 6 mennesker??? Og hvad så med mine venner? Jeg er ligeglad med om de gir mig noget eller om de gør, jeg ved at Taylor gør, men det er noget vi altid gør, og jeg har også købt hans gave for lææænge siden! Men hvad med de andre? Jeg havde planlagt Sammy's gave & Kevin's gaver! Man, jeg skulle ha købt dem for længe siden, hvad er der galt med mig!? Jeg havde også planlagt min far's gave, men den koster 400,- pr mand. Og det ville betyde at jeg skulle bruge alle pengene på ham og der ville ikke være noget tilbage til de andre. Ink tog turen til Lunderskov i julen og mad til kæledyrene. Suk. Hvorfor har jeg ikke lavet en opsparing som Taylor har gjort? Jeg ved godt at min far aldrig vil lade mig sulte eller mine dyr for den sags skyld! Men jeg er flyttet hjemme fra og jeg vil gerne bevise at jeg altså godt kan klare mig selv! Men jeg er nød til at finde ud af noget! >__<'' Det er ingen hjemmelighed hvad jeg føler for dig. Alle ved at jeg savner dig. Jeg fanger mig selv i at sidde og stirre på min mobil i timerne, vente på en besked fra dig. Jeg står op om morgen og tænker at idag blir det os to - men går i seng med endnu et nej.
Vi går alle rundt og holder på en lille hemmelighed. Noget man ikke vil snakke om. Noget man holder for sig selv. Men jeg er et meget åbent menneske. Jeg kan snakke om stort set alt.
Men alligevel var det svært for mig at fortælle mine venner fra skolen min hemmelighed. Jeg besluttede mig Mandag aften at nu var tiden altså kommet. Nu måtte jeg fortælle dem det. Jeg vil vide hvad de ser og hvad de tænker. Og hvorfor. Men Tirsdag sad jeg med en klump i halsen. Kiggede på dem. Kiggede ned af mig selv. Sad jeg forkert? Snakkede jeg forkert? Hvordan lød min stemme? Hvordan så jeg ud? Jeg kunne ikke sige noget. Det blev Torsdag og vi sad sammen. Michelle, Leif og jeg. Ganske langsomt snakkede vi om bøsser, lesbiske og så kom den. Emnet jeg ville snakke om. Jeg fik sagt med rystene og svag stemme at der var noget jeg ville snakke med dem om. Leif så undren op og jeg måtte se ned i bordet. Jeg spurgte dem om de viste hvad jeg var. Det lød som om jeg skammede mig. Var flov over mig selv. Jeg ER anderleds. Folk ser skævt på mig. Mange acceptere det ikke. Der lød et Nej fra Michelle og Leif sagde at han næsten havde gættet det. Deres svar overraskede mig. Jeg blev glad og alligevel bange for at jeg havde ødelagt det for mig selv. Men de sagde begge at de stadig så mig for den jeg er og ikke det jeg var. Idag var jeg dog ked af det pga Mumi gik bort igår. Men jeg snakkede mere og var røv ligeglad med min stemme. Jeg var ligeglad med hvordan jeg sad. Hvordan jeg udtalte tingene på. Hvordan jeg udtrykte mig. Der blev tysset meget på mig. Men for første gang i lang tid, havde jeg selvtidlig og kunne være mig selv uden at få underlige blikke. Så.. Fredag skulle jeg hjem og baby sitte min storebror René. Allerede 2 timer fra Lunderskov skrev han at han havde fanget en rotte. Skønt, 2 timer til at jeg var i Lunderskov og han havde fanget en rotte!!? Kort efter skriver han at den ligner en ilder, men er på størrelse med en rotte. Jeg stirrer lidt på min mobil, tænker det godt igennem, og skriver så. 'HOLD FINGRENE FRA DEN MÅR!!!'
Da jeg kom til Lunderskov var den forsvundet. Vi ledte i en halv time, men fandt den ikke. Jeg søgte på nettet efter et muligt dyr, men fandt intet. Skrev på facebook, og folk forslog en masse. Pludselig kom René ned i stuen og fortalte at den var inde ved ham. Vi listede os ind i rummet og ganske rigtigt. Den var 15 cm lang. Den blev bange og løb tværs gemmen rummet, hen til skabet og forsvandt ind i et lille hul. Næste morgen kaldte René igen, han havde fanget den og havde brug for min hjælp. Han forsøgte at gribe fat i den, men blev forskrækket når den bed. Så jeg tog 2 hansker på hver hånd. (Han tvang mig fordi han var bekymret for at den bed) den bed sig fast i min ene finger og med min fri hånd fik jeg smidt den ned i min transport kasse. |
MIN BLOGVelkommen til min blog. Archives
February 2017
|