Every step I take, every move I make
Every single day, every time I pray
Ill be missing you
Thinking of the day, when you went away
What a life to take, what a bond to break
Ill be missing you
Idag er det d. 20 november. For de fleste er det blot endnu en dag, for nogen er der en måned og 4 dage til jule aften. Men for mig og min familie er det den dag vi mindes den værste dag i vores liv.
Det er den dag, som bliver genspillet for mit indre øje inden jeg ligger mig til at sove om natten. Det er den dag der hjemsøger mig når jeg sover. Det er den dag der får mig til at græde mest. Det er den dag der får mig til at råbe og skrige og mindes alt det sure der er sket for mig og min familie. Det er den dag du blev taget fra os.
Der går ikke én dag hvor jeg ikke forbander denne dag. Jeg hader den dag. Jeg hader den mere end noget andet. For jeg savner dig så meget. Jeg har jo stadig brug for dig.
Hele mit liv har jeg vogtet over dig, især når du var syg og svag. Jeg har brugt 18 år af mit liv på dig. Jeg håbede at hvis jeg passede godt på dig, så blev du længere. Jeg nægtede når de andre sagde at du ikke havde langt igen. Jeg ville aldrig give op. Jeg bed smerten i mig og sagde at de løj. Hver og en. Jeg blev vred hver gang min far prøvede at forklare mig at du snart ville gå bort. Jeg ville ikke lytte. For jeg havde jo lige set dig. Hørt dig grine. Du skulle nok klare den. Det gjorde du altid. Du har altid været den stærkeste af os. Du har båret så meget på dine skuldre. Gjort så meget for os alle sammen. Forkælet hver og en af os. Dine søskendene. Dine forældre. Dine sviger forældre. Din mand og især dine børn. Mine venner. Endda byens børn hjalp du. Du var der altid for andre. Og aldrig bedte du selv om hjælp. Men hvis du gjorde, så var det aldrig til dine egne egoistike grunde. Men så var det for vores andres skyld.
Da far kørte galt i Tyskland, og du gjorde alt for ikke at græde foran mig, der bedte du mig ikke om at blive hjemme. Du tænkte kun på mig. At jeg skulle tilbage på efterskolen og havde det godt. Men jeg valgte at blive hjemme og passe på dig.
Når vi fik gæster så forkælede du dem. Selvom det var os andre der havde inviteret dem. Vi skulle alle have det godt. Men hvem forkælede dig?
Jeg glemmer aldrig den dag. Den pinder mig endnu. Jeg husker stadig da jeg tog telefonen op og hørte hans stemme. Han lød så rolig da han sagde de ord der stadig hjem søger mig. Jeg smed min telefon og skreg af mine lungers fulde kraft. Han løj. Han løj. Han løj. Men han løj ikke og jeg viste det jo godt. Tiko var den der kom hen til mig og spurgte hvad der var sket. Jeg fik det frem sagt og kom hurtigt til mig selv igen. De hentede mig straks. René & min far. Turen hjem var lang og jeg rystede hele vejen. Det blev kun værre da jeg trådte inden for og alle ville kramme mig og dele deres sorg. Jeg fik dog til sidst listet mig ud og stod i regnen og græd. René kom som den eneste ud til mig og vi gik en tur. Vi stoppede op ved huset. Jeg var nødt til at sige farvel. Men det var så tomt og uhyggeligt. Du var der virkelig ikke. Det var sidste gang jeg så huset. Mit barndoms hjem. Du ville ikke forlade huset uanset hvad. Du kæmpede for det. For vores skyld. Og der døde du. Vi gik hjem igen. Men pludselig begyndte jeg at kaste op. Chokket var for stort og jeg begyndte langsomt at indse hvad der var sket.
Hvert år på denne dag, går jeg igennem dén dag. Igen og igen. Minderne vil med tiden blive svage og jeg vil kun mindes nogle få ting. Jeg ved at jeg aldrig vil glemme ordene. Skrigen. Smerterne. Og regnen.
Ordene hjem søger mig stadig. Det vil de altid gøre. Det kan jeg ikke forhindre.
Skrigene og smerten vil aldrig forsvinde. Det gir mig kvalme bare at tænke på.
Regnen var kold og natten var mørk. Kulden havde ingen chance imod min feber. Men regnen var behagelig. Det føltes som om himlen græd over mit tab. Regnen gør mig rolig og glad. Jeg føler mig hjemme når jeg mærker de kolde dråber på min hud, der løber ned af min kinder, der blander sig med mine tåre og blir til ét.
Men kære mor. Selvom jeg græder på denne dag, må du ikke være trist. For jeg lover dig at alting nok skal gå. Jeg passer på de andre selvom jeg er langt væk. Jeg ændre mig ikke fordi du er væk. Jeg får dem stadig til at le og grine. Og vi mindes dig alle sammen med kærlighed og griner af de ting du sagde og gjorde. Vi bære dig videre, med vores minder. Jeg vil blive til noget stort. Alle skal huske mig, og når de gør det, vil de sige. 'Tak Birgitte fordi du hjalp ham på vej!' De vil alle sammen takke dig og mindes dig fordi du gjorde mig til den jeg er.
Men nu vil jeg slutte af kære mor. Jeg vil tænde et lys, så du kan se at jeg tænker på dig.
Det er den dag, som bliver genspillet for mit indre øje inden jeg ligger mig til at sove om natten. Det er den dag der hjemsøger mig når jeg sover. Det er den dag der får mig til at græde mest. Det er den dag der får mig til at råbe og skrige og mindes alt det sure der er sket for mig og min familie. Det er den dag du blev taget fra os.
Der går ikke én dag hvor jeg ikke forbander denne dag. Jeg hader den dag. Jeg hader den mere end noget andet. For jeg savner dig så meget. Jeg har jo stadig brug for dig.
Hele mit liv har jeg vogtet over dig, især når du var syg og svag. Jeg har brugt 18 år af mit liv på dig. Jeg håbede at hvis jeg passede godt på dig, så blev du længere. Jeg nægtede når de andre sagde at du ikke havde langt igen. Jeg ville aldrig give op. Jeg bed smerten i mig og sagde at de løj. Hver og en. Jeg blev vred hver gang min far prøvede at forklare mig at du snart ville gå bort. Jeg ville ikke lytte. For jeg havde jo lige set dig. Hørt dig grine. Du skulle nok klare den. Det gjorde du altid. Du har altid været den stærkeste af os. Du har båret så meget på dine skuldre. Gjort så meget for os alle sammen. Forkælet hver og en af os. Dine søskendene. Dine forældre. Dine sviger forældre. Din mand og især dine børn. Mine venner. Endda byens børn hjalp du. Du var der altid for andre. Og aldrig bedte du selv om hjælp. Men hvis du gjorde, så var det aldrig til dine egne egoistike grunde. Men så var det for vores andres skyld.
Da far kørte galt i Tyskland, og du gjorde alt for ikke at græde foran mig, der bedte du mig ikke om at blive hjemme. Du tænkte kun på mig. At jeg skulle tilbage på efterskolen og havde det godt. Men jeg valgte at blive hjemme og passe på dig.
Når vi fik gæster så forkælede du dem. Selvom det var os andre der havde inviteret dem. Vi skulle alle have det godt. Men hvem forkælede dig?
Jeg glemmer aldrig den dag. Den pinder mig endnu. Jeg husker stadig da jeg tog telefonen op og hørte hans stemme. Han lød så rolig da han sagde de ord der stadig hjem søger mig. Jeg smed min telefon og skreg af mine lungers fulde kraft. Han løj. Han løj. Han løj. Men han løj ikke og jeg viste det jo godt. Tiko var den der kom hen til mig og spurgte hvad der var sket. Jeg fik det frem sagt og kom hurtigt til mig selv igen. De hentede mig straks. René & min far. Turen hjem var lang og jeg rystede hele vejen. Det blev kun værre da jeg trådte inden for og alle ville kramme mig og dele deres sorg. Jeg fik dog til sidst listet mig ud og stod i regnen og græd. René kom som den eneste ud til mig og vi gik en tur. Vi stoppede op ved huset. Jeg var nødt til at sige farvel. Men det var så tomt og uhyggeligt. Du var der virkelig ikke. Det var sidste gang jeg så huset. Mit barndoms hjem. Du ville ikke forlade huset uanset hvad. Du kæmpede for det. For vores skyld. Og der døde du. Vi gik hjem igen. Men pludselig begyndte jeg at kaste op. Chokket var for stort og jeg begyndte langsomt at indse hvad der var sket.
Hvert år på denne dag, går jeg igennem dén dag. Igen og igen. Minderne vil med tiden blive svage og jeg vil kun mindes nogle få ting. Jeg ved at jeg aldrig vil glemme ordene. Skrigen. Smerterne. Og regnen.
Ordene hjem søger mig stadig. Det vil de altid gøre. Det kan jeg ikke forhindre.
Skrigene og smerten vil aldrig forsvinde. Det gir mig kvalme bare at tænke på.
Regnen var kold og natten var mørk. Kulden havde ingen chance imod min feber. Men regnen var behagelig. Det føltes som om himlen græd over mit tab. Regnen gør mig rolig og glad. Jeg føler mig hjemme når jeg mærker de kolde dråber på min hud, der løber ned af min kinder, der blander sig med mine tåre og blir til ét.
Men kære mor. Selvom jeg græder på denne dag, må du ikke være trist. For jeg lover dig at alting nok skal gå. Jeg passer på de andre selvom jeg er langt væk. Jeg ændre mig ikke fordi du er væk. Jeg får dem stadig til at le og grine. Og vi mindes dig alle sammen med kærlighed og griner af de ting du sagde og gjorde. Vi bære dig videre, med vores minder. Jeg vil blive til noget stort. Alle skal huske mig, og når de gør det, vil de sige. 'Tak Birgitte fordi du hjalp ham på vej!' De vil alle sammen takke dig og mindes dig fordi du gjorde mig til den jeg er.
Men nu vil jeg slutte af kære mor. Jeg vil tænde et lys, så du kan se at jeg tænker på dig.
Godnat, sov godt og drøm sødt. Mange arme omfavner dig. Men mest mine.
- Birgitte Uldal Wolter.