Vi går alle rundt og holder på en lille hemmelighed. Noget man ikke vil snakke om. Noget man holder for sig selv. Men jeg er et meget åbent menneske. Jeg kan snakke om stort set alt.
Men alligevel var det svært for mig at fortælle mine venner fra skolen min hemmelighed. Jeg besluttede mig Mandag aften at nu var tiden altså kommet. Nu måtte jeg fortælle dem det. Jeg vil vide hvad de ser og hvad de tænker. Og hvorfor.
Men Tirsdag sad jeg med en klump i halsen. Kiggede på dem. Kiggede ned af mig selv. Sad jeg forkert? Snakkede jeg forkert? Hvordan lød min stemme? Hvordan så jeg ud? Jeg kunne ikke sige noget.
Det blev Torsdag og vi sad sammen. Michelle, Leif og jeg. Ganske langsomt snakkede vi om bøsser, lesbiske og så kom den. Emnet jeg ville snakke om. Jeg fik sagt med rystene og svag stemme at der var noget jeg ville snakke med dem om. Leif så undren op og jeg måtte se ned i bordet. Jeg spurgte dem om de viste hvad jeg var. Det lød som om jeg skammede mig. Var flov over mig selv. Jeg ER anderleds. Folk ser skævt på mig. Mange acceptere det ikke. Der lød et Nej fra Michelle og Leif sagde at han næsten havde gættet det. Deres svar overraskede mig. Jeg blev glad og alligevel bange for at jeg havde ødelagt det for mig selv. Men de sagde begge at de stadig så mig for den jeg er og ikke det jeg var.
Idag var jeg dog ked af det pga Mumi gik bort igår. Men jeg snakkede mere og var røv ligeglad med min stemme. Jeg var ligeglad med hvordan jeg sad. Hvordan jeg udtalte tingene på. Hvordan jeg udtrykte mig. Der blev tysset meget på mig. Men for første gang i lang tid, havde jeg selvtidlig og kunne være mig selv uden at få underlige blikke.
Men alligevel var det svært for mig at fortælle mine venner fra skolen min hemmelighed. Jeg besluttede mig Mandag aften at nu var tiden altså kommet. Nu måtte jeg fortælle dem det. Jeg vil vide hvad de ser og hvad de tænker. Og hvorfor.
Men Tirsdag sad jeg med en klump i halsen. Kiggede på dem. Kiggede ned af mig selv. Sad jeg forkert? Snakkede jeg forkert? Hvordan lød min stemme? Hvordan så jeg ud? Jeg kunne ikke sige noget.
Det blev Torsdag og vi sad sammen. Michelle, Leif og jeg. Ganske langsomt snakkede vi om bøsser, lesbiske og så kom den. Emnet jeg ville snakke om. Jeg fik sagt med rystene og svag stemme at der var noget jeg ville snakke med dem om. Leif så undren op og jeg måtte se ned i bordet. Jeg spurgte dem om de viste hvad jeg var. Det lød som om jeg skammede mig. Var flov over mig selv. Jeg ER anderleds. Folk ser skævt på mig. Mange acceptere det ikke. Der lød et Nej fra Michelle og Leif sagde at han næsten havde gættet det. Deres svar overraskede mig. Jeg blev glad og alligevel bange for at jeg havde ødelagt det for mig selv. Men de sagde begge at de stadig så mig for den jeg er og ikke det jeg var.
Idag var jeg dog ked af det pga Mumi gik bort igår. Men jeg snakkede mere og var røv ligeglad med min stemme. Jeg var ligeglad med hvordan jeg sad. Hvordan jeg udtalte tingene på. Hvordan jeg udtrykte mig. Der blev tysset meget på mig. Men for første gang i lang tid, havde jeg selvtidlig og kunne være mig selv uden at få underlige blikke.