Blodprøven tager alt for lang tid. Klinikken bliver utoldmodig. Jeg føler mig som et barn der ikke kan finde ud af noget som helst.
Castiel blev for meget så han røg til dyrelægen. Det gjorde så ondt at efterlade ham. Jeg var ved at græde flere gange i skolen, fordi det gjorde så ondt at gå fra ham. Selvom jeg viste at jeg skulle hente ham senere og han ville være ok, så gjorde det bare så ondt. Da han kom hjem, gik han ikke fra mig. Han sov heldigvis det meste af dagen.
Jeg kom i skole og sad hos nogle andre typer end normalt. Jeg følte mig anderleds fordi det var 3 drenge og de bestemt ikke så mig som en dreng, selvom de nok godt ved at jeg vil være en dreng. Men det var ok. Jeg hyggede mig. På en underlig måde.
Efter skole valgte jeg at kravle op af mit emo hul og tage livet i egen hånd. Så jeg ringede til Kampmann og sagde at jeg altså havde ringet før og gerne vil have en tid til en operation. Jeg fik nogle spørgsmål og så blev jeg bedt om at ringe igen klokken 13. Med bankene hjerte, halv opkast og en mave der arbejde hårdt på stress, fik jeg ringet igen og de gav mig en dato. D. 04 April skal vi afsted.
Jeg blev glad. Virkelig op over skyerne. Jeg kan stadig ikke fatte det. Men lige så snart glæden har lagt sig, kommer de mørke stressene tanker igen;
'Hvordan vil du komme afsted?' 'Hvornår vil du tage afsted?' 'Tid, tid, tid, tid' 'Hvem skal passe dine dyr?' 'Hvordan vil du komme hjem?' 'Hvad tid tager du hjem?' 'Du skal ha styr på det hele, du er ældst, du skal passe på Oliver.' 'Kan du klare smerterne.' 'Hvornår siger du det til din familie?' 'Hvad vil du sige?' 'Øv en tale.' 'Du skal have hævet pengene.' 'Du skal ha ordnet dit kørekort.' 'Hvornår vil du ordne dit kørekort?' 'Hvad dato? Hvad tid? Hvad siger du?' 'Hvor længe skal du blive nede i Tyskland?' 'Hvor mange dage? Timer? Sekunder?' 'Hvad skal du spise?' 'Hvad siger du til dem?' 'Hvem passer dig når du kommer hjem?' 'Du får brug for hjælp.' 'Hvem skal give dine dyr mad?' 'Hvad gør du med dine binder?' 'Du har ikke styr på noget.' 'Kom nu igang!' 'Bliv hjemme.' 'Drop det du har gang i.' 'Du kan ikke klare det.' 'Du gør dig selv til grin.' 'Igen.' 'Du står helt alene.' 'Lad vær med at glæde dig, du ved godt at skuffelsen bare rammer hårdre.' 'Hvordan?' 'Hvornår?' 'Hvad siger du?' 'Hvad svare de?' 'Hvad gør du?' 'Hvordan gør du det?' 'Hvornår gør du det?' 'Spørg Aiko.' 'Spørg René.' 'Spørg Emma.' 'Bed dem om hjælp.' 'Nej, klar det selv.' 'Kom igang.' 'Bliv hjemme.' 'Har du fundet en løsning?' 'Hvad gør du?'
Og sådan forsætter det. Jeg ved allerede at de samme spørgsmål vil komme igen imorgen. Og dagen efter imorgen. Og bare blive ved. Jeg kan ikke besvare spørgsmålene og det er dét der gør mig sur.