Jeg synes at der er sket meget på ét år, men alligevel føler jeg at jeg ikke er kommet videre med mit liv.
Jeg bearbejder stadig sorgen til min mor og Mailo.
Jeg fik endelig min tatto.
Jeg har ændret navn og er flyttet hjemme fra.
Jeg har været forlovet.
Men hvad mere?
Jeg havde håbet at jeg ville være nået længere. At jeg ville ha fået en brystopberation og måske kommet på T. Men uden støtte når man desværre ikke langt.
Jeg har selvfølgelig skulle kæmpe for rigtig mange ting i mit liv. Men jeg har altid kunne ringe til mine forældre og spurgt dem om råd og hjælp. Det her står jeg helt alene med. Jeg har mine venner, men ingen af dem kan tage mig i hånden og fortælle en læge hvad jeg tænker, føler og ønsker. Nej. Jeg skal gøre det selv. Men hvordan gør man? Hvad siger man?
Det hele er et stort rod i mit hoved.
Jeg ved godt hvad jeg vil. Jeg ved udemærket godt hvad jeg vil. Med kærligheden og med mit liv. Men det hele flyde sammen og alting bliver til rod og råben og kaos.
Jeg kan ikke overskue det.
Intet af det.
Jeg søger tilflugt i min lejlighed. Ignorre mobilen når den ringer. Slukker lyset hvis nogen ringer på. Jeg isolere mig selv. Min lejlighed tager form som mit liv. Et rod. Rod over alt. Min energi forsvinder. Tristheden suger mig op. Drikker en cult for at glemme smerten og ensomheden. Giver kærlighed til dyrene omkring mig, som er de enste der har brug for mig. Selv medligenhed. Så ynkelig. Så svag.
Jeg hører ordene 'depression'.
Men det er ikke det der forgår. Tvertimod. Jeg har det fint. Jeg fejler intet. Jeg er glad og sund og er mig selv. Jeg føler ingen had, ingen skuffelse, intet. Jeg har bare for meget selv medligenhed. Og det er dér skoen trykker.
Jeg ved det godt. Jeg det ved jo godt.
Jeg skal bare tage mig sammen. For et år siden boede jeg hjemme og drømte om en pige, drømte om at glemme eks kæresten. For et halvt år siden, drømte jeg om eks kæresten, blive forlovet, bo sammen for evigt, flytte hjemme fra. Det hele virkede uoverskueligt at flytte hjemmefra. Men jeg klarede det. Jeg fandt en lejlighed. Jeg flyttede hjemmefra. Jeg gjorde det selv. Ingen hjalp mig, medmindre jeg spurgte dem om små ting. Men ellers klarede jeg det hele selv.
Jeg er nået langt. Men alligevel mangler jeg en del. Men jeg ved at jeg er nået længere end for 3 år siden. Den gang min mor døde. Den gang jeg røg så langt ned at jeg tabte mig 13 kg på få mrd. Den gang jeg fik migræne 1 gang om ugen. Den gang jeg begyndte at græde når jeg nævnte min mor. Jeg har rykket mig utrolig meget. Men mere skal gøres. Jeg er nødt til at tage hånd om problemerne. Jeg bliver 22 år i år. Jeg skal bevise over for mig selv at jeg er voksen og at jeg kan klare tingene selv. Jeg har ikke tænkt mig at give op.
Men jeg har brug for roen. Freden. Inde lukketheden. Tankerne skal sættes igang. Jeg skal helt ned og røre jorden før jeg kan rejse mig op. Men jeg har brug for et mål. Ikke et kæmpe mål som 'Brystopberation' 'Homoner'. Nej. Små mål. Som ikke smulre imellem mine fingre.
Lige nu er mit mål at rede Zoey's liv. Dét hjælper Jessie mig med. Derefter skal jeg ha kontaktet min gamle læge. Fundet en ny læge. Og så må vi se hvad jeg ellers finder på.
Jeg bearbejder stadig sorgen til min mor og Mailo.
Jeg fik endelig min tatto.
Jeg har ændret navn og er flyttet hjemme fra.
Jeg har været forlovet.
Men hvad mere?
Jeg havde håbet at jeg ville være nået længere. At jeg ville ha fået en brystopberation og måske kommet på T. Men uden støtte når man desværre ikke langt.
Jeg har selvfølgelig skulle kæmpe for rigtig mange ting i mit liv. Men jeg har altid kunne ringe til mine forældre og spurgt dem om råd og hjælp. Det her står jeg helt alene med. Jeg har mine venner, men ingen af dem kan tage mig i hånden og fortælle en læge hvad jeg tænker, føler og ønsker. Nej. Jeg skal gøre det selv. Men hvordan gør man? Hvad siger man?
Det hele er et stort rod i mit hoved.
Jeg ved godt hvad jeg vil. Jeg ved udemærket godt hvad jeg vil. Med kærligheden og med mit liv. Men det hele flyde sammen og alting bliver til rod og råben og kaos.
Jeg kan ikke overskue det.
Intet af det.
Jeg søger tilflugt i min lejlighed. Ignorre mobilen når den ringer. Slukker lyset hvis nogen ringer på. Jeg isolere mig selv. Min lejlighed tager form som mit liv. Et rod. Rod over alt. Min energi forsvinder. Tristheden suger mig op. Drikker en cult for at glemme smerten og ensomheden. Giver kærlighed til dyrene omkring mig, som er de enste der har brug for mig. Selv medligenhed. Så ynkelig. Så svag.
Jeg hører ordene 'depression'.
Men det er ikke det der forgår. Tvertimod. Jeg har det fint. Jeg fejler intet. Jeg er glad og sund og er mig selv. Jeg føler ingen had, ingen skuffelse, intet. Jeg har bare for meget selv medligenhed. Og det er dér skoen trykker.
Jeg ved det godt. Jeg det ved jo godt.
Jeg skal bare tage mig sammen. For et år siden boede jeg hjemme og drømte om en pige, drømte om at glemme eks kæresten. For et halvt år siden, drømte jeg om eks kæresten, blive forlovet, bo sammen for evigt, flytte hjemme fra. Det hele virkede uoverskueligt at flytte hjemmefra. Men jeg klarede det. Jeg fandt en lejlighed. Jeg flyttede hjemmefra. Jeg gjorde det selv. Ingen hjalp mig, medmindre jeg spurgte dem om små ting. Men ellers klarede jeg det hele selv.
Jeg er nået langt. Men alligevel mangler jeg en del. Men jeg ved at jeg er nået længere end for 3 år siden. Den gang min mor døde. Den gang jeg røg så langt ned at jeg tabte mig 13 kg på få mrd. Den gang jeg fik migræne 1 gang om ugen. Den gang jeg begyndte at græde når jeg nævnte min mor. Jeg har rykket mig utrolig meget. Men mere skal gøres. Jeg er nødt til at tage hånd om problemerne. Jeg bliver 22 år i år. Jeg skal bevise over for mig selv at jeg er voksen og at jeg kan klare tingene selv. Jeg har ikke tænkt mig at give op.
Men jeg har brug for roen. Freden. Inde lukketheden. Tankerne skal sættes igang. Jeg skal helt ned og røre jorden før jeg kan rejse mig op. Men jeg har brug for et mål. Ikke et kæmpe mål som 'Brystopberation' 'Homoner'. Nej. Små mål. Som ikke smulre imellem mine fingre.
Lige nu er mit mål at rede Zoey's liv. Dét hjælper Jessie mig med. Derefter skal jeg ha kontaktet min gamle læge. Fundet en ny læge. Og så må vi se hvad jeg ellers finder på.