Så skete det endelig. Jeg har lavet så mange trusler med det, men nu skete det, jeg har opsagt min lejlighed og flytter nu ind i en anden lejlighed. Det skær mig i hjertet ved alle de minder jeg har i denne lejlighed, utrolig hvad der kan ske på blot 2 år.
Jeg vil ikke dele mine minder omkring denne lejlighed, men det har sgu været nogle gode år. Den er på 52 kvm. Jeg kan stadig huske hvor vild jeg var med den inden jeg mødte op. Hvor mange gange jeg havde ringet til udlejeren, hvor hurtig min far kørte på vejen for at nå her op til tiden. Der var et par der var intresseret i lejligheden og jeg skulle vente en hel weekend på svar. Jeg kan huske da hun endelig skrev at den var min, jeg løb ud til min far og råbte; 'GÆT HVAD!!!' og han stod med et smil og sagde; 'DU FIK IKKE LEJLIGHEDEN?' Jeg var så glad! Så nervøs! Jeg kan huske hvor længe jeg havde ledt! Hvor længe jeg var frusteret! Hvor meget jeg var ved at opgive alting, men så fandt jeg denne lille bathule. Men efter 2 år, er det på tide at sige farvel. Ikke fordi jeg ikke elsker min lejlighed. Men den er bare for lille. Jeg HADER mine naboer, min udlejer, min pedel, at døren altid skal låses, at man skal låse flere døre op for at vaske tøj, jeg hader deres vrede blikke og at de aldrig hilser. Men jeg kommer til at savne hyggen. Jeg kommer til at savne at folk er nødt til at sidde tæt op af mig i min seng fordi det er den eneste plads der er. Jeg kommer til at savne det så meget.
Men jeg glæder mig også til at flytte ind det nye sted. Jeg ELSKER naboerne, de er så søde, hilser, snakker med en, spørger om alt muligt, er hjælpsomme, de er dog meget ældre end mig, men jeg elsker dem alligevel. Alting bliver bare så meget nemmere. Vi kan lukke døren til køknet, maden kan faktisk stå på bordet der ude uden en kat stikker sin snude ned i maden, hej Cass.. Vi kan gå i seng uden at tvinge andre i seng. Vi kan få flere møbler. Vi kan gå lidt væk fra hinanden. Det bliver godt nok dyre, men vi finder ud af det. Det gør vi altid.
Desværre er håndværkeren langsom, og der er hele tiden fejl i lejligheden, så vi er en uge henne i september måned og vi er stadig ikke flyttet ind, suk. Jeg er godt nok irriteret over dét. Heldigvis har jeg Taylor hos min side, der godt nok skal finde sig i mit sure ansigt, men han hjælper alligevel alt hvad han kan. Det hjælper virkelig på humøret at han er der. Jeg tror ikke at jeg ville ha kunne få drømme lejligheden uden ham. Jeg håber at jeg læser det her når jeg engang er sur på ham og bliver mindes om, hvor fantastisk han faktisk er og at jeg burde forkæle ham noget mere. Haha, men nok om dét. Nu er det vist på tide at jeg finder billeder frem. Enjoy.
Jeg vil ikke dele mine minder omkring denne lejlighed, men det har sgu været nogle gode år. Den er på 52 kvm. Jeg kan stadig huske hvor vild jeg var med den inden jeg mødte op. Hvor mange gange jeg havde ringet til udlejeren, hvor hurtig min far kørte på vejen for at nå her op til tiden. Der var et par der var intresseret i lejligheden og jeg skulle vente en hel weekend på svar. Jeg kan huske da hun endelig skrev at den var min, jeg løb ud til min far og råbte; 'GÆT HVAD!!!' og han stod med et smil og sagde; 'DU FIK IKKE LEJLIGHEDEN?' Jeg var så glad! Så nervøs! Jeg kan huske hvor længe jeg havde ledt! Hvor længe jeg var frusteret! Hvor meget jeg var ved at opgive alting, men så fandt jeg denne lille bathule. Men efter 2 år, er det på tide at sige farvel. Ikke fordi jeg ikke elsker min lejlighed. Men den er bare for lille. Jeg HADER mine naboer, min udlejer, min pedel, at døren altid skal låses, at man skal låse flere døre op for at vaske tøj, jeg hader deres vrede blikke og at de aldrig hilser. Men jeg kommer til at savne hyggen. Jeg kommer til at savne at folk er nødt til at sidde tæt op af mig i min seng fordi det er den eneste plads der er. Jeg kommer til at savne det så meget.
Men jeg glæder mig også til at flytte ind det nye sted. Jeg ELSKER naboerne, de er så søde, hilser, snakker med en, spørger om alt muligt, er hjælpsomme, de er dog meget ældre end mig, men jeg elsker dem alligevel. Alting bliver bare så meget nemmere. Vi kan lukke døren til køknet, maden kan faktisk stå på bordet der ude uden en kat stikker sin snude ned i maden, hej Cass.. Vi kan gå i seng uden at tvinge andre i seng. Vi kan få flere møbler. Vi kan gå lidt væk fra hinanden. Det bliver godt nok dyre, men vi finder ud af det. Det gør vi altid.
Desværre er håndværkeren langsom, og der er hele tiden fejl i lejligheden, så vi er en uge henne i september måned og vi er stadig ikke flyttet ind, suk. Jeg er godt nok irriteret over dét. Heldigvis har jeg Taylor hos min side, der godt nok skal finde sig i mit sure ansigt, men han hjælper alligevel alt hvad han kan. Det hjælper virkelig på humøret at han er der. Jeg tror ikke at jeg ville ha kunne få drømme lejligheden uden ham. Jeg håber at jeg læser det her når jeg engang er sur på ham og bliver mindes om, hvor fantastisk han faktisk er og at jeg burde forkæle ham noget mere. Haha, men nok om dét. Nu er det vist på tide at jeg finder billeder frem. Enjoy.