Men jeg fik det ikke bedre. Jeg fik meget fravær. Jeg lukkede mig inde. Jeg kæmpede hver morgen med at tage afsted. Jeg blev mere og mere vred. Min kæreste forsøgte hverdag at tale med mig om det, selvom han kæmper med sine egne problemer, og efter et halvt år, fik jeg endelig åbnet mig op og kunne komme til psykoterapeut på skolen. Jeg fik en masse redskaber som hjalp mig, i skolen og der hjemme. Og jeg bestod med en masse 7 taler.
Men så begyndte jeg på HF og kampen startede forfra. Min skole kastede sociale aktiviter i hovedet på mig flere gange om måneden, og hvergang blev jeg væk, fordi jeg fik kvalme ved tanken og jeg blev straks aggressiv og umulig. Snakken om studie turen nærmede sig, og til sidst gav jeg mig og gik til lægen, som fortalte mig at jeg har social angst.
Min læge forsøgte at sende mig videre til Århus hvor de har en angst support gruppe, men de ikke ville have mig, fordi jeg ikke havde været på medicin eller hos en psykolog. Så min læge har sendt en henvisning til en gratis psykiater, som først har tid i Maj måned.
Nu går dagene bare med højt fravær, kvalme, tvangstanker, frygt, vredes udbrud, stress, opkast, ryste ture, hede ture, søvnløse nætter, over tænkning, bekymring, frygt for ikke at være god nok, selv skade, uendelig appetit, mere frygt, jalousi, frygt for at være alene, frygt for at blive glemt, frygt for at alle hader mig, frygt for at jeg skriver noget dumt. Frygt, Frygt, frygt, frygt. frygt. frygt. Alt for mange negative tanker.